Kapitel 4

”SÅ DET OP!” råbte Sara, som havde været tidligt op for at læse lektier til dagen, selvom hun ikke vidste hvad de skulle have i dag. Men det var sådan Sara åbenbart var. En højlydt og hyperaktiv velforberedt elev. Og Violet, der godt nok var lidt irriteret over at hun stod så tidligt op, så alligevel op til hende og synes hun var speciel. ”Jeg sagde så er det op!” hun smed sin hovedpude hen i hovedet på Violet, som så råbte igen ”Jeg er vågen!” men efter det holdte hun sig for munden, fordi hun hadede at råbe af folk. Hvilket også førte til at hun mumlede undskyld og gemte sig lidt under Saras hovedpude.

Sara bed sig lidt i læben før hun gik hen og hev dynen af hende. ”Du skal have Professor Blackwell i de 2 første timer. Vil du virkelig gerne gøre et dårligt indtryk ved at komme for sent, eller ved at være træt?” sagde hun så med et alvorligt blik og fjernede hovedpuden, der dækkede Violets ansigt. Violet så lidt skræmt ud og sprang nærmest op fra sengen og hen til sit klædeskab. Hun behøvede ikke gå i bad i dag, for hende og Sara gjorde det i går aftes før de gik i seng, og før de havde en samtale. Violet hev sin nederdel frem og rødmede så ufattelig meget over tanken igen. ”Har du ikke nogen strømpebukser, som jeg kunne låne?” spurgte hun så Sara og så helt nervøst på hende. Hvilket medførte at Sara brød ud i sit akavede onde latter grin, før hun fandt nogle strømpebukser frem i sit skab og smed dem over til hende. ”Du kan beholde dem hvis du vil, men i weekenden tror jeg vi skal tage ind til den nærliggende by, og shoppe strømpebukser til dig” hun blinkede og klappede Violet på hovedet. Sara var ca. et hoved højere end Violet, men de var samme kropstype, ikke for tynde, men heller ikke for tykke. En ganske normal krop, derfor kunne de også passe samme størrelse tøj. Violet smilte lidt og klædte om, hvorefter de gik mod første time.

Kapitel 3

Det var endelig den 30. januar, og hun og nogle få andre som boede i nærheden af hende, var blevet hentet i en minibus. Hvilket Violet ikke havde forestillet sig. Men de skulle jo skjule de var på vej til en magiskole, fordi ikke magiske mennesker ikke måtte vide noget om det. Og hvis de uheldigvis skulle dukke op på skolen eller i området, så skulle det heller ikke virke som en unormal skole. Eller det havde chaufføren i hvert fald sagt til Violet og de andre i bussen.

I bussen var der 3 drenge som nok var et år ældre en hende selv, det var nok nogen 2. års studerende. Og så var der 2 andre piger. Den ene var vist ældre end den anden, men de sad sammen og snakkede som var de søskende, hvilket de måske nok var. Den ene af drengene havde utrolig langt sort hår, længere end Violets eget hår. De andre 2 havde ganske normal brun hårfarve og lidt halvlangt men stadig kort. Den ene havde krøller og den anden havde glat hår. Pigerne kunne Violet ikke rigtig se, og hun så dem heller ikke så meget da de steg ind, fordi de kom in af bagdøren og nu sidder de på bagsædet. Og Violet sad oppe foran, da hun var den første der var kommet med bussen. Nu sad hun der på et sæde ved siden af chaufføren, som hun ikke engang vidste noget om. ”Uhm…” mumlede hun lidt og så så kort på ham. Det var en ung mand, måske omkring de 25 år eller noget, med langt og lidt krøllet sort hår, med en enkelt hvid stribe ved pandehåret. Han så utrolig fin ud, med en ren hud, og han havde heller ikke noget af det der underlige tøj på som professor Nocture havde haft på.
Violet tog sig lidt sammen igen til at spørge og smilte lidt før hun åbnede munden. ”Hvad hedder du, og arbejder du på skolen?” spurgte hun så endelig om, efter at hun har villet stille det spørgsmål lige siden hun satte sig ind i bussen for 5 timer siden. Manden kiggede ikke på hende men smilte meget lidt for sig selv ”Jeg er professor Emilion Blackwell” sagde han bare og snakkede ikke mere om det. Han virkede ikke som en der havde lyst til at snakke med sine elever medmindre det omhandlede skolen, og det var jo forståeligt nok. Hvis man får et forhold med alle eleverne, så kommer man til at savne alle eleverne når man ikke skulle undervise dem mere. Og han har jo nok kendt ufattelig mange snart.

Violet smilte venligt til ham og snakkede ikke til ham igen, faktisk lukkede hun sig lidt inde i sig selv, og ignoreret larmen fra de snakkende drenge der fjollede, og pigerne omme bag i som fniste og snakkede sko og sådan noget. Det var ikke noget der interesserede Violet særlig meget, og efter et kort stykke tid, var hun faldet i søvn.

”Hey! Vågn op” var der en der sagde højlydt, før Violet blev rusket i. Hvor længe havde hun lige sovet? Hun åbnede øjnene og så sig om, det var en af drengene fra bussen, ham der med krøllerne som havde vækket hende ”Skal du bare blive siddende der? Eller skal du med ind til skolen?” sagde han og klappede hende på hovedet med et smil. ”Uhm.. ja.” sagde hun bare og rejste sig for sædet og steg ud af bilen. Det første hun så var en hvid fin bygning med en mur om sig. Der var også en metal port i muren som førte ind til skolegården. Det lignede en helt almindelig form for skole, og ingen ville mistænke den for en magiskole.
Drengen hev nu fat i hendes hånd og begyndte at løbe og det eneste Violet lige kunne gøre i det øjeblik var, at bevæge sine ben rigtig hurtigt for at følge med, for denne dreng løb nu ret så hurtigt. ”Ey… hvorfor!?” var det eneste hun kunne få ud gennem sine tunge forpustede vejrtrækning. Men det eneste drengen gjorde var at grine af hende indtil de noget hen til hoveddøren, hvor han stoppede brat op, hvilket medførte at hun løb direkte ind i ham og stod med hovedet ind til hans bryst. Han lagde sine hænder på hendes arme og så på hende ”Jeg er din tildelte 2’er” sagde han så og klappede hende på hovedet. ”det er mit job at vise dig rundt, fortæller dig regler, vise dig dit værelse, sørge for du føler dig hjemme, sørge for du får motion nok, sørge for du laver lektier og deltager aktivt i de sociale ting her på skolen, såsom at bliver elev formand, deltage i festplanlægninger eller andet” Han smilte venligt og rakte hende hånden ”Jacob” sagde han så og ventede ikke på at hun tog i mod hans hånd, men tog i stedet hendes hånd, åbnede døren og trak hende med rundt på skolen.

Først viste han hende til lærerværelset ”Her kan du finde alle lærerne som gider snakke med eleverne” han grinte ”dvs. sjældent Emilion, medmindre der sker noget skolerelateret” Han så på hende ”spørgsmål?” Violet stod lidt foroverbøjet og prøvede at få pusten igen. ”Kan… vi sætte farten… ned?” fik hun sagt selvom det var svært med alt hendes vejrtrækning lige nu. Jacob lagde hovedet på skrå og smilte så ”du trænger da helt klart til motion, ellers overlever du ikke året med mig som en 2’er” han grinte og tog hende med til det klasselokale han vidste hun ville være i, dette gik heldigvis for Violet en smule langsommere, men stadig hurtigt.  Men da de ankom åbnede han døren som viste sig at være en form for skydedør ”Det er så her du kommer til at tilbringe mest tid, da dette er et af dine klasselokaler” han skubbede hende indenfor og fik hende hen at sidde på en stol og gik så selv op til tavlen ”Dette er nok hvad Professor Emilion vil sige.” han grinte lidt og blev så helt alvorlig ”Hvad er det for en underlig forsamling jeg skal pines med i år” han tog sig til hovedet ”Får i mere en 5 eftersidninger og ikke er direkte vigtige på skolen, så bliver i smit ud. Vildsprud? Ja jeg regner med i ikke er tilbage igen efter ferien” Jacob brød ud i grin og så på hende ”Men du skal ikke lade dig skræmme dig af ham, han er venlig nok, når man ikke er i nærheden af ham, eller gør noget direkte forkert, eller ikke får for mange eftersidninger” Han gik hen til hende og så på hende før han satte sig på en stol han havde trukket hen til hende. ”Her på skolen bliver du bedømt efter minus og plus point. Plus point for gode ting og minus for dårlige ting. Vi har eksamener hver 3 måned hvor de tester vores færdigheder i magien. Selvfølgelig bedømt på hvad de forventer vi har lært for hvert 3 måned, og den sidst inden skoleåret slutter tester hvad vi har lært i løbet af hele året.” Violet nikkede bare til det han sagde, og hun ønskede faktisk at hun havde haft en notesbog med, for han snakkede ufattelig hurtigt og snakkede bare om alt på en gang. ”Du har så vidt som jeg har fundet ud af, de to søskende Elias og Emilia. Og uheldigvis har du som et vildsprud også fået Professor Emilion.” Han smile skævt, rejste sig og klappede Violet på hovedet ”men du kan altid komme til mig hvis det er han er for ond mod dig, for jeg har fået et okay forhold med ham, og er sikker på jeg kan milde dine eftersidninger eller minus point hvis det er han giver dig nogen. Desuden skal du vide at hvis du får 70 minus point så bliver du smit ud af skolen og slettet din hukommelse om alt der er sket her.” Han bukkede for hende for sjov og smilte venligt ”kom så følger jeg dig til dit værelse, hvor dine ting allerede er” han gik mod udgangen af klasselokalet og åbnede døren. Han stod også og holdte den indtil Violet som straks havde rejst sig, var gået i gennem døren.

Jacob fulgte hende hen til hendes værelse og efterlod hende den med en sidste sætning ”Vi ses i morgen” Derefter var han gået med et smil. Så nu stod Violet der foran det værelse hun skulle være i, i hvertfald i dette skoleår. Hun vidste jo ikke om hun skulle være på det samme værelse de andre 3 år. Hun smilte lidt for sig selv med bed sig så i læben, da hun åbnede døren og håbede at hendes værelses kammerat ikke var kommet først, men det var hun. Inden for sad en ung pige på hendes egen alder med foldede ben i en meditations lignende stilling. Hun havde langt mahogni brunt hår, som var blevet flettet. Den var så lang at den noget at gå lidt rundt om hende før den hang lidt ud over sengen. Hvilket nok ifølge Violet gik pigen til knæene når hun stod op. Derudover havde hun en sort nederdel på, en hvid skjorte og en slags kappe, med hætte. Violet vidste godt hvorfor hun gik sådan klædt, fordi det var sådan brevet havde beskrevet hendes skoleuniform. Pigen havde bare allerede skiftet. Violet begyndte at tænke Hvad var det nu hun hed? Hun lukkede øjnene for at tænke bedre, men da hun åbnede øjnene igen stod pige op med ansigtet næsten helt op i Violets ansigt, hvilket fik hende til at rødme lidt ”Uhm… Hej” sagde hun Violet stille, før hun fik et prik på næsen ”Du er godkendt” sagde pigen højlydt og grinte lidt, som var hun en akavet ond person, for det var det der mwuhhaha, som man hører onde mennesker grine, men det var meget dårlig version af det. Pigen satte sig på sengen igen ”Jeg kan godt lide dit hår, det er ret specielt” Hun smilte så og kiggede på Violets tøj. ”OMG, du har ikke klædt om” Hun hoppede op fra sengen og begynde faktisk at tage tøjet af Violet uden at tænke over hvad hun ville synes om det. ”Du skal altid gå i skoleuniform her, det stod der nemlig i brevet. Og det seje ved det er at vi har en til hver dag i ugen, så vi kan slippe for lugten.” hun grinte og hev Violets bluse af, hen over hovedet på hende. ”smid dine bukser og skift til nederdelen” sagde hun smed nederdelen og skjorten hen til hende ”så henter jeg din kappe” Hun gik ud af værelset og forsvandt et stykke tid.

Violet stod tilbage i sine bukser og bh og så på døren. Selvom hun ikke kunne se rigtig for det tøj der hang over hendes hoved. ”..okay?” mumlede hun lidt og begyndte at skifte selv. Men hun følte det virkelig pinligt, for hun havde aldrig rigtigt gået i nederdel før, og det var pinligt at hun ikke havde nogen strømpebukser eller noget indenunder. ”hvorfor skal man have dette på??” råbte hun og stod helt rød i hovedet og prøvede at skjule at hun kun stod der i nederdel. Hvilket gjorde at da hendes værelseskammerat Sara kom ind igen, så begyndte hun at grine af hende. ”Helt ærligt, du ser fin ud!” råbte hun så og gav hende et klap på skulderen, hvor efter hun gav Violet kappen på.

”Glæder du dig til i morgen?” sagde hun så og satte sig på sengen. Violet havde sat sig på hug, i mens hun prøvede at trække nederdel ned så den skjulte meget, og samtidig prøvede hun at gemme sig bag kappen. ”hvad sker der er i morgen?” sagde hun nervøst ved tanken om at skolen fik hende at se i nederdel. Sara sprang op fra sengen, da hun hørte det ”der sker bare det mest fantastiske! For vi skal til vores første magi time. Eller faktisk de første 7 magi timer!!” råbte hun. Hun vidste tydeligt meget mere en Violet gjorde, hvilket fik Violet til at tænke på et ord hun havde hørt 2 eller 3 gange nu. Violet slappede lidt mere af nu og glemte hun havde nederdel på, hvilket fik hende til at rejse sig op og sætte sig i sin seng. ”Sig mig.. Sara? Ikke?” sagde Violet stille og så på hende, Sara nikkede og så også tilbage på Violet med et smil, før hun lod sig falde ned at sidde igen. ”Hvad mener de, når de siger Vildsprud?” Sara begyndte at grine. ”det betyder en person af en ikke magisk familie. Som dig selv” hun smilte venligt og satte sig i meditations stilling igen. ”Jeg er selv af en magisk familie gennem 7 generationer, men et vildsprud er en hvor der muligvis har været en, før personen selv, som har været magisk. Men det kan sagtens være mange generationer før personen selv, men samtidig kan det også være en generation før eller slet ingen” hun sukkede lidt ”det er dog ikke mange vildsprud som overlever at gå på skolen. Altså ikke ment som at de dør, men mere som personer der ikke kan klare presset og alt det nye ved deres magiske liv.” hun smilte til Violet og råbte så ”MEN DU FÅR IKKE LOV AT STOPPE!” hun grinte så og rejste sig op for at klappe hende på hovedet. Hvilket fik Violet til at tænke over hvorfor alle gjorde det. Hendes mor gjorde det, men det var jo forståeligt nok, men Jacob havde også gjort det, og nu også Sara. Det var ret underligt, var hendes karakter virkelig sådan at folk fik lyst til at klappe hendes hoved? Hun var jo ikke noget kæledyr.

Tiden gik og resten af dagen tilbragte Sara og Violet inde på deres værelse. De snakkede sammen i mens de pakkede deres ting ud. Det bestod for dem begge to mest af undertøj og bøger og notesblokke samt blyanter. Der var også nogle enkelte billeder og tegninger ind i mellem som de kunne hænge op som pynt. Men ellers så var det en let pakning, for de skulle ikke have tøj med, eller dyne/pudebetræk. Om aftenen gik de i seng og selvfølgelig faldt Sara i søvn med det samme, hun var jo vant til magi og sådan noget, men Violet selv lå bare og stirrede op i loftet i mens hun tænkte. Gad vide hvordan de andre elever er, udover Sara og Jacob? Gad vide hvordan ham der Emilion virkelig er? Og de andre? Hvad for noget magi kommer vi til at lære? Det var kun nogle af de få tanker der strøg igennem hendes hoved før hun endelig faldt i søvn.

Kapitel 2

Der var gået over en måned siden mødet med Professor Nocture. Og Violets forældre havde også været til møde med hende og nogle andre lærere på skolen, og de var yderst overrasket over hvordan deres datter viste sig at være en heks og sådan. Men de har accepteret det og det viste sig at de faktisk glædede sig til at deres datter skulle starte på en skole for magi. Men Violet selv havde ikke vænnet sig til tanken endnu, men hun havde jo også 3 måneder indtil skolen ville starte, for skolen startede åbenbart d. 30 januar i stedet for den normale start i August måned. Violet lå inde på sit værelse og læste brevet igen og igen. Men på en eller anden måde, ville det bare ikke gå igennem til hende. ”Hvorfor lige mig, det er jo nok ikke andet end mærkelige mennesker, eller ting, der svinger rundt med gamle grene ude fra skoven” hun hamrede sit hoved ned i puden og skreg for sig selv, bare for at lukke alle sine tanker ud.

Hele dagen lå hun bare inde på sit værelse, og tænkte på hvordan skolen ville være. Hun havde allerede fået at vide hvem hun skulle bo på værelse med, selvom hun ikke kendte personen. Det var en pige som også ville være de 15 år når de startede på skolen. Hun hed Sara Ellington og kom vist fra England eller Skotland. Og samtidig havde der også stået i brevet de 3 lærere hun ville have i skoleåret, og hvad de hed. Den første var professor Nocture som kom med brevet. Derudover var der en der hed Elias og et mærkeligt efternavn hun ikke kunne udtale endnu. Og en tredje der hed Emilion. Det var faktisk sjovt at alle 3 af hendes lærere hed noget med E og at de lød nærmest ens. Måske var de familie? Eller bare tilfældigt. Violet smilte lidt for sig selv og prøvede at forstille sig billeder af Emilion og Elias, men hun kunne ikke rigtig få nogle billeder ind, udover nogle venlige gamle mennesker med mærkeligt tøj, ligesom Emilia.

Tiden gik og det blev tid til at spise aftensmad. Og i det hun åbnede døren ud til gangen kom der en velkendt duft af karry. Det var nok fra hendes livret. Violets livret bestod af en Karry sauce overtrukket på kalvekød der var skåret i strimlet. Og tilbehør var grøntsager som bønner, majs, ærter og dertil spiste man enten ris eller kartofler. Det var en lidt pudsig ret, men det var noget hendes mormor altid havde lavet til hende, og det har bare sat sig som et skarpt minde om hendes mormor, når hun spiser den ret. Men det er en helt anden historie som Violet ikke føler har noget med hendes nye liv at gøre, så hun ville aldrig selv fortælle det, eller hvad der skete.

Men hun gik ud i gangen og ud til køkkenet hvor hendes far var i gang med at placere tilberedte tallerkener på bordet og hvor hendes mor var i gang med at fodre hendes lillebror. Violet sagde intet til dem, hun satte sig bare på hendes stol, eller hendes plads var det jo nok mere, for hun ejede ikke stolen. Hun så ned på den tallerken der stod foran hende og sukkede lidt før hun tog sig sammen til at sige noget ”Jeg kommer kun til at se jer i ferierne, dvs. vinterferien, påskeferien, efterårsferien og sommerferien.” sagde hun bare ud i et og begyndte at spise. Hun forventede intet svar eller noget fra dem, hun forestillede sig bare hvor meget de ville ende med at glemme hende, og nyde deres forhold med hendes lillebror i stedet for.  Det var sådan nogle tanker der havde fløjet rundt i hendes hoved hele dagen, for hvad nu hvis de glemte hende. De havde jo ikke tilladelse til at møde op på skolen, de kunne kun sende breve og modtage breve, ikke andet. Og Violet kunne jo ikke bare tage hjem fra skolen om dagen, fordi det lå så langt væk, og fordi de fik værelser på skolen.

Hendes mor så lidt trist på hende ”Ja og vi glæder os for hver ferie du kommer hjem, og du får lov til at bestemme alt vi skal lave. Tage i vandland, forlystelsespark, biografen eller andet?” sagde hun så og krammede sin datter ”vi elsker dig, og vil altid elske dig selvom du ikke vil være hjemme i lang tid” hun kyssede blidt Violets pande. ”og nu skal du spise så du kan blive stærk, for vi ved jo ikke hvad du kommer ud for på denne magi skole” hun prikkede sin datter på næsen og grinte venligt til hende. Violet smilte lidt men havde stadig et bedrøvet udtryk i sine øjne, men det var jo forståeligt, hun var ikke så gammel og skulle nu på en skole for magi som hun ikke kendte noget til, og gå der i 4 år. Det var ikke særlig længe, men når man kun ville komme til at se sine forældre i ca. 3 måneder om året, så var det lidt ubehageligt at tænkte på, men det ændrede sig måske efter første år når hun havde vænnet sig til det. Måske. Måske ikke.

Aftenen gik på at snakke om skolen og hvad de skulle lave i den første ferie der kom. Det måtte vist være vinterferien? Eller var det påskeferien? Det havde Violet ikke helt styr på endnu, men det var ligegyldigt, hun glædede sig en smule mere nu, fordi hun vidste hvad de skulle lave når hun kom hjem i ferien.
Senere om aftenen gik hun op på sit værelse og lagde sig i sin halvanden mands seng med en masse puder og dejlig bløde underlag. Hun tog brevet fra sit natbord og læste det igennem igen med et lille smil. Måske bliver det ikke så slemt alligevel tænkte hun og smilte lidt før hun lagde sig til at sove.

Kapitel 1

Det hele startede da hun var 14 år gammel. Hun var på vej hjem fra skolen, alene i regnen. Det var en meget voldsom regnvejrsdag, for der var en lille oversvømmelse på gadernes asfalterede veje, så hver eneste gang en bil eller en bus kom kørerne forbi så blev man sjasket til med vand. Desuden kunne man knap se, fordi billygternes lys reflekterede i alle regndråberne, og derfor gav et uklart billede af hvad der skete om en.

Pigen, som i jo faktisk ikke har fået navnet på endnu, hedder Violet Le Noir. Hun boede uden for byen, men gik i skole herinde i midtbyen. Normalt ville hun tage bussen hjem, men i dag var hun kommet for sent til den, men hun skulle skynde sig hjem, da hendes forældre ville tage på en bryllups ”date” og hun derfor skulle passe sin 3 årige lillebror. Men fordi Violet ikke noget bussen, så blev hun nødt til at gå hen til busstoppestedet tæt på udkanten af byen, fordi det var den nærmeste bus som kørte derud, der ville ankomme inden for den næste halve time.
Hun var kommet et godt stykke og var næsten ved busstoppestedet, som mere lignede et gammel toilet skur uden dør og toilet selvfølgelig. Måske havde det nok også engang været det, for her i nærheden havde en gang for mange år siden været et naturhjem. Og for at de skulle have toiletter, så byggede man sådan nogle. Men det er lidt ligegyldigt.
Hun skulle krydse vejen for at komme derhen, og det var her det skete.  Hun havde kigget sig for, endda flere gange for at være sikker på der ikke kom nogen, men regnen havde alligevel gjort det svært for hende at se. Så da hun bevægede sig ud på vejen kom en bil kørende, og den var meget tæt på at ramme hende. Men. Det var her det magiske skete, hun så bilen og klemte øjnene sammen og ønskede at hun var noget over vejen så dette ikke ville ske. Og med et, var hun over på den anden side, og så bilen kørte videre. Dog var hun selv en smule rundtosset, som om hun var blevet revet ud af tiden for at blive placeret et andet sted. Senere fandt hun da også ud af at hun havde teleporteret sig selv.

Hun var forvirret og kunne ikke forstå hvad der var sket, men hun lod det ligge lige nu, for ingen havde jo set det, vel? Bussen kom og hun steg ind. Denne bus rute var ikke den mest brugte i byen så der var aldrig særlig mange mennesker med. I dag var der hende og en ældre dame som hun godt kendte. Det var Fru. Stain som boede et busstoppested før hende.

Det var ret ensomt efter at Fru. Stain var stået af bussen, for buschaufføren talte aldrig til nogen i bussen. Og nogle gange var det som om han aldrig var der. Men nu stoppede bussen endelig, efter en kørsel på 40 minutter. Violet stod af og så sig om, heldigvis var regnen stoppet og hun kunne se bedre nu, men der var en mindre oversvømmelse herude også, så hun skulle traske igennem kæmpe store vandpytter der gik et lille stykke op over hendes fødder, og selvfølgelig havde hun ikke taget gummistøvler på i dag.

Da hun endelig kom hjem var hendes forældre allerede taget af sted, og de havde hængt en note på hoveddøren, hvorpå der stod ”vi afleverede ham hos din tante, ses i morgen i stedet”
Et lille suk kom fra Violet, for hun vidste godt hun var sent på den, men at de ikke kunne vente et kort stykke tid, det var bare for meget. Men hun rystede kort på hovedet og bevægede sig ud til badeværelset, her smed hun alt, både overtøj, sko, taske og undertøj. Hendes tøj var meget drenget, og slidt. Hendes jeans bestod af flere huller og hendes T-shirt var lidt for stor og kig nedover numsen, desuden skjulte den også hendes for nyligt ankommende kvindelige former. Hun fandt et håndklæde frem og tog det om sig, før hun gik ud derfra igen og hen mod sine forældres soveværelse. Det var nemlig her hendes nattøj og også alt andet tøj var opbevaret.

Hendes nattøj var lidt anderledes end hendes hverdags stil, for dette var ret piget. Det var et bar hotpants, eller noget i den retning, for de sad ikke så tæt og var mere puf i det. Samtidig var det en hvid top med lyserøde hjerter, som gik lidt ned over numsen. Selvfølgelig havde hun også taget undertøj på indenunder, for det ville være underligt ikke at gøre det.  Derefter bevægede hun sig ind til stuen men før hun noget at sætte sig, var der en der bankede på deres hoveddør. ”Det var underligt, hvem kommer dog på sådan et tidspunkt” mumlede hun for sig selv og gik ud til døren for at åbne.

I døren stod en dame, nok i slutningen af 30’erne. Hun havde noget underligt tøj på, dvs. hun havde en af de der store spidse hatte på, som man altid har set på film, når det havde noget med troldmænd at gøre. Udover det var hun iklædt nogle gammeldags rober med et mørke grønt mønster og en mørkegrå kappe. Hun var egentlig ret fint klædt på, men underlig at se på i dette nabolag. ”Uhm… Mine forældre er desværre ikke hjemme” sagde hun stille og prøvede at holde øjenkontakten. ”Nej det er heller ikke dine forældre, som jeg vil snakke med” sagde damen og nikkede venligt til Violet ”Mit navn er Emilia Nocture, og jeg er en af de mange professorer på Nume. En skole for hekse og troldmænd. Både som nye og familiebaserede” hun smilte venligt og rakte et brev til Violet som stod med åben mund og som ikke vidste hvad hun skulle svare. ”Ser du Violet, vi opdagede i dag, kl. 15.23, at de var heks, og skrev straks dette brev til dem. Vi kan jo ikke have en vildsprud rende rundt og påføre andre smerte ved uheldig magi, eller selv komme alvorligt til skade.” Violet smilte lidt skævt og svarede ikke rigtigt, hun tog bare i mod brevet i mens en masse tanker rendte igennem hendes hoved Er jeg en heks? Men hvad med mine forældre? Ved de det? Er de det? Hvad for en skole?? Argh.. jeg får hovedpine af det her! Hun sukkede lidt ”det må være…” hun så på brevet og så på hende ”det er ikke en joke vel?” sagde hun og bed sig lidt i læben ”er jeg virkelig en heks? Og hvad skal jeg sige til mine forældre” spurgte violet med tvivl i stemmen. ”jo vi har allerede sendt et brev af sted til dine forældre som inviterer dem til et møde, dog ikke på skolen, da ikke magiske forældre ikke er tilladt på skolen, da de kan komme alvorligt til skade i en magisk omkreds.” hun smilte venligt og vendte sig om ”læs bare brevet, det siger mere end jeg kan, og formentlig så ses vi når du starter næste år” Fru. Nocture gik sin vej men kun kort, da hun nemlig pludselig forsvandt og efterlod Violet tilbage, stående der i døren med et brev i hånden. ”ja… okay?” var det eneste hun lige kunne sige lige nu, før hun lukkede og låste døren og gik ind til stuen for at smide sig i sofaen.

Hvad var det lige der var sket? Violet forstod slet ingen ting lige nu, og hun kunne ikke tage sig sammen til at læse brevet. Det eneste hun ville var at falde i søvn og glemme ting. Og der gik heller ikke længe før hun faldt i søvn.