Kapitel 1

Det hele startede da hun var 14 år gammel. Hun var på vej hjem fra skolen, alene i regnen. Det var en meget voldsom regnvejrsdag, for der var en lille oversvømmelse på gadernes asfalterede veje, så hver eneste gang en bil eller en bus kom kørerne forbi så blev man sjasket til med vand. Desuden kunne man knap se, fordi billygternes lys reflekterede i alle regndråberne, og derfor gav et uklart billede af hvad der skete om en.

Pigen, som i jo faktisk ikke har fået navnet på endnu, hedder Violet Le Noir. Hun boede uden for byen, men gik i skole herinde i midtbyen. Normalt ville hun tage bussen hjem, men i dag var hun kommet for sent til den, men hun skulle skynde sig hjem, da hendes forældre ville tage på en bryllups ”date” og hun derfor skulle passe sin 3 årige lillebror. Men fordi Violet ikke noget bussen, så blev hun nødt til at gå hen til busstoppestedet tæt på udkanten af byen, fordi det var den nærmeste bus som kørte derud, der ville ankomme inden for den næste halve time.
Hun var kommet et godt stykke og var næsten ved busstoppestedet, som mere lignede et gammel toilet skur uden dør og toilet selvfølgelig. Måske havde det nok også engang været det, for her i nærheden havde en gang for mange år siden været et naturhjem. Og for at de skulle have toiletter, så byggede man sådan nogle. Men det er lidt ligegyldigt.
Hun skulle krydse vejen for at komme derhen, og det var her det skete.  Hun havde kigget sig for, endda flere gange for at være sikker på der ikke kom nogen, men regnen havde alligevel gjort det svært for hende at se. Så da hun bevægede sig ud på vejen kom en bil kørende, og den var meget tæt på at ramme hende. Men. Det var her det magiske skete, hun så bilen og klemte øjnene sammen og ønskede at hun var noget over vejen så dette ikke ville ske. Og med et, var hun over på den anden side, og så bilen kørte videre. Dog var hun selv en smule rundtosset, som om hun var blevet revet ud af tiden for at blive placeret et andet sted. Senere fandt hun da også ud af at hun havde teleporteret sig selv.

Hun var forvirret og kunne ikke forstå hvad der var sket, men hun lod det ligge lige nu, for ingen havde jo set det, vel? Bussen kom og hun steg ind. Denne bus rute var ikke den mest brugte i byen så der var aldrig særlig mange mennesker med. I dag var der hende og en ældre dame som hun godt kendte. Det var Fru. Stain som boede et busstoppested før hende.

Det var ret ensomt efter at Fru. Stain var stået af bussen, for buschaufføren talte aldrig til nogen i bussen. Og nogle gange var det som om han aldrig var der. Men nu stoppede bussen endelig, efter en kørsel på 40 minutter. Violet stod af og så sig om, heldigvis var regnen stoppet og hun kunne se bedre nu, men der var en mindre oversvømmelse herude også, så hun skulle traske igennem kæmpe store vandpytter der gik et lille stykke op over hendes fødder, og selvfølgelig havde hun ikke taget gummistøvler på i dag.

Da hun endelig kom hjem var hendes forældre allerede taget af sted, og de havde hængt en note på hoveddøren, hvorpå der stod ”vi afleverede ham hos din tante, ses i morgen i stedet”
Et lille suk kom fra Violet, for hun vidste godt hun var sent på den, men at de ikke kunne vente et kort stykke tid, det var bare for meget. Men hun rystede kort på hovedet og bevægede sig ud til badeværelset, her smed hun alt, både overtøj, sko, taske og undertøj. Hendes tøj var meget drenget, og slidt. Hendes jeans bestod af flere huller og hendes T-shirt var lidt for stor og kig nedover numsen, desuden skjulte den også hendes for nyligt ankommende kvindelige former. Hun fandt et håndklæde frem og tog det om sig, før hun gik ud derfra igen og hen mod sine forældres soveværelse. Det var nemlig her hendes nattøj og også alt andet tøj var opbevaret.

Hendes nattøj var lidt anderledes end hendes hverdags stil, for dette var ret piget. Det var et bar hotpants, eller noget i den retning, for de sad ikke så tæt og var mere puf i det. Samtidig var det en hvid top med lyserøde hjerter, som gik lidt ned over numsen. Selvfølgelig havde hun også taget undertøj på indenunder, for det ville være underligt ikke at gøre det.  Derefter bevægede hun sig ind til stuen men før hun noget at sætte sig, var der en der bankede på deres hoveddør. ”Det var underligt, hvem kommer dog på sådan et tidspunkt” mumlede hun for sig selv og gik ud til døren for at åbne.

I døren stod en dame, nok i slutningen af 30’erne. Hun havde noget underligt tøj på, dvs. hun havde en af de der store spidse hatte på, som man altid har set på film, når det havde noget med troldmænd at gøre. Udover det var hun iklædt nogle gammeldags rober med et mørke grønt mønster og en mørkegrå kappe. Hun var egentlig ret fint klædt på, men underlig at se på i dette nabolag. ”Uhm… Mine forældre er desværre ikke hjemme” sagde hun stille og prøvede at holde øjenkontakten. ”Nej det er heller ikke dine forældre, som jeg vil snakke med” sagde damen og nikkede venligt til Violet ”Mit navn er Emilia Nocture, og jeg er en af de mange professorer på Nume. En skole for hekse og troldmænd. Både som nye og familiebaserede” hun smilte venligt og rakte et brev til Violet som stod med åben mund og som ikke vidste hvad hun skulle svare. ”Ser du Violet, vi opdagede i dag, kl. 15.23, at de var heks, og skrev straks dette brev til dem. Vi kan jo ikke have en vildsprud rende rundt og påføre andre smerte ved uheldig magi, eller selv komme alvorligt til skade.” Violet smilte lidt skævt og svarede ikke rigtigt, hun tog bare i mod brevet i mens en masse tanker rendte igennem hendes hoved Er jeg en heks? Men hvad med mine forældre? Ved de det? Er de det? Hvad for en skole?? Argh.. jeg får hovedpine af det her! Hun sukkede lidt ”det må være…” hun så på brevet og så på hende ”det er ikke en joke vel?” sagde hun og bed sig lidt i læben ”er jeg virkelig en heks? Og hvad skal jeg sige til mine forældre” spurgte violet med tvivl i stemmen. ”jo vi har allerede sendt et brev af sted til dine forældre som inviterer dem til et møde, dog ikke på skolen, da ikke magiske forældre ikke er tilladt på skolen, da de kan komme alvorligt til skade i en magisk omkreds.” hun smilte venligt og vendte sig om ”læs bare brevet, det siger mere end jeg kan, og formentlig så ses vi når du starter næste år” Fru. Nocture gik sin vej men kun kort, da hun nemlig pludselig forsvandt og efterlod Violet tilbage, stående der i døren med et brev i hånden. ”ja… okay?” var det eneste hun lige kunne sige lige nu, før hun lukkede og låste døren og gik ind til stuen for at smide sig i sofaen.

Hvad var det lige der var sket? Violet forstod slet ingen ting lige nu, og hun kunne ikke tage sig sammen til at læse brevet. Det eneste hun ville var at falde i søvn og glemme ting. Og der gik heller ikke længe før hun faldt i søvn.