Kapitel 3

Det var endelig den 30. januar, og hun og nogle få andre som boede i nærheden af hende, var blevet hentet i en minibus. Hvilket Violet ikke havde forestillet sig. Men de skulle jo skjule de var på vej til en magiskole, fordi ikke magiske mennesker ikke måtte vide noget om det. Og hvis de uheldigvis skulle dukke op på skolen eller i området, så skulle det heller ikke virke som en unormal skole. Eller det havde chaufføren i hvert fald sagt til Violet og de andre i bussen.

I bussen var der 3 drenge som nok var et år ældre en hende selv, det var nok nogen 2. års studerende. Og så var der 2 andre piger. Den ene var vist ældre end den anden, men de sad sammen og snakkede som var de søskende, hvilket de måske nok var. Den ene af drengene havde utrolig langt sort hår, længere end Violets eget hår. De andre 2 havde ganske normal brun hårfarve og lidt halvlangt men stadig kort. Den ene havde krøller og den anden havde glat hår. Pigerne kunne Violet ikke rigtig se, og hun så dem heller ikke så meget da de steg ind, fordi de kom in af bagdøren og nu sidder de på bagsædet. Og Violet sad oppe foran, da hun var den første der var kommet med bussen. Nu sad hun der på et sæde ved siden af chaufføren, som hun ikke engang vidste noget om. ”Uhm…” mumlede hun lidt og så så kort på ham. Det var en ung mand, måske omkring de 25 år eller noget, med langt og lidt krøllet sort hår, med en enkelt hvid stribe ved pandehåret. Han så utrolig fin ud, med en ren hud, og han havde heller ikke noget af det der underlige tøj på som professor Nocture havde haft på.
Violet tog sig lidt sammen igen til at spørge og smilte lidt før hun åbnede munden. ”Hvad hedder du, og arbejder du på skolen?” spurgte hun så endelig om, efter at hun har villet stille det spørgsmål lige siden hun satte sig ind i bussen for 5 timer siden. Manden kiggede ikke på hende men smilte meget lidt for sig selv ”Jeg er professor Emilion Blackwell” sagde han bare og snakkede ikke mere om det. Han virkede ikke som en der havde lyst til at snakke med sine elever medmindre det omhandlede skolen, og det var jo forståeligt nok. Hvis man får et forhold med alle eleverne, så kommer man til at savne alle eleverne når man ikke skulle undervise dem mere. Og han har jo nok kendt ufattelig mange snart.

Violet smilte venligt til ham og snakkede ikke til ham igen, faktisk lukkede hun sig lidt inde i sig selv, og ignoreret larmen fra de snakkende drenge der fjollede, og pigerne omme bag i som fniste og snakkede sko og sådan noget. Det var ikke noget der interesserede Violet særlig meget, og efter et kort stykke tid, var hun faldet i søvn.

”Hey! Vågn op” var der en der sagde højlydt, før Violet blev rusket i. Hvor længe havde hun lige sovet? Hun åbnede øjnene og så sig om, det var en af drengene fra bussen, ham der med krøllerne som havde vækket hende ”Skal du bare blive siddende der? Eller skal du med ind til skolen?” sagde han og klappede hende på hovedet med et smil. ”Uhm.. ja.” sagde hun bare og rejste sig for sædet og steg ud af bilen. Det første hun så var en hvid fin bygning med en mur om sig. Der var også en metal port i muren som førte ind til skolegården. Det lignede en helt almindelig form for skole, og ingen ville mistænke den for en magiskole.
Drengen hev nu fat i hendes hånd og begyndte at løbe og det eneste Violet lige kunne gøre i det øjeblik var, at bevæge sine ben rigtig hurtigt for at følge med, for denne dreng løb nu ret så hurtigt. ”Ey… hvorfor!?” var det eneste hun kunne få ud gennem sine tunge forpustede vejrtrækning. Men det eneste drengen gjorde var at grine af hende indtil de noget hen til hoveddøren, hvor han stoppede brat op, hvilket medførte at hun løb direkte ind i ham og stod med hovedet ind til hans bryst. Han lagde sine hænder på hendes arme og så på hende ”Jeg er din tildelte 2’er” sagde han så og klappede hende på hovedet. ”det er mit job at vise dig rundt, fortæller dig regler, vise dig dit værelse, sørge for du føler dig hjemme, sørge for du får motion nok, sørge for du laver lektier og deltager aktivt i de sociale ting her på skolen, såsom at bliver elev formand, deltage i festplanlægninger eller andet” Han smilte venligt og rakte hende hånden ”Jacob” sagde han så og ventede ikke på at hun tog i mod hans hånd, men tog i stedet hendes hånd, åbnede døren og trak hende med rundt på skolen.

Først viste han hende til lærerværelset ”Her kan du finde alle lærerne som gider snakke med eleverne” han grinte ”dvs. sjældent Emilion, medmindre der sker noget skolerelateret” Han så på hende ”spørgsmål?” Violet stod lidt foroverbøjet og prøvede at få pusten igen. ”Kan… vi sætte farten… ned?” fik hun sagt selvom det var svært med alt hendes vejrtrækning lige nu. Jacob lagde hovedet på skrå og smilte så ”du trænger da helt klart til motion, ellers overlever du ikke året med mig som en 2’er” han grinte og tog hende med til det klasselokale han vidste hun ville være i, dette gik heldigvis for Violet en smule langsommere, men stadig hurtigt.  Men da de ankom åbnede han døren som viste sig at være en form for skydedør ”Det er så her du kommer til at tilbringe mest tid, da dette er et af dine klasselokaler” han skubbede hende indenfor og fik hende hen at sidde på en stol og gik så selv op til tavlen ”Dette er nok hvad Professor Emilion vil sige.” han grinte lidt og blev så helt alvorlig ”Hvad er det for en underlig forsamling jeg skal pines med i år” han tog sig til hovedet ”Får i mere en 5 eftersidninger og ikke er direkte vigtige på skolen, så bliver i smit ud. Vildsprud? Ja jeg regner med i ikke er tilbage igen efter ferien” Jacob brød ud i grin og så på hende ”Men du skal ikke lade dig skræmme dig af ham, han er venlig nok, når man ikke er i nærheden af ham, eller gør noget direkte forkert, eller ikke får for mange eftersidninger” Han gik hen til hende og så på hende før han satte sig på en stol han havde trukket hen til hende. ”Her på skolen bliver du bedømt efter minus og plus point. Plus point for gode ting og minus for dårlige ting. Vi har eksamener hver 3 måned hvor de tester vores færdigheder i magien. Selvfølgelig bedømt på hvad de forventer vi har lært for hvert 3 måned, og den sidst inden skoleåret slutter tester hvad vi har lært i løbet af hele året.” Violet nikkede bare til det han sagde, og hun ønskede faktisk at hun havde haft en notesbog med, for han snakkede ufattelig hurtigt og snakkede bare om alt på en gang. ”Du har så vidt som jeg har fundet ud af, de to søskende Elias og Emilia. Og uheldigvis har du som et vildsprud også fået Professor Emilion.” Han smile skævt, rejste sig og klappede Violet på hovedet ”men du kan altid komme til mig hvis det er han er for ond mod dig, for jeg har fået et okay forhold med ham, og er sikker på jeg kan milde dine eftersidninger eller minus point hvis det er han giver dig nogen. Desuden skal du vide at hvis du får 70 minus point så bliver du smit ud af skolen og slettet din hukommelse om alt der er sket her.” Han bukkede for hende for sjov og smilte venligt ”kom så følger jeg dig til dit værelse, hvor dine ting allerede er” han gik mod udgangen af klasselokalet og åbnede døren. Han stod også og holdte den indtil Violet som straks havde rejst sig, var gået i gennem døren.

Jacob fulgte hende hen til hendes værelse og efterlod hende den med en sidste sætning ”Vi ses i morgen” Derefter var han gået med et smil. Så nu stod Violet der foran det værelse hun skulle være i, i hvertfald i dette skoleår. Hun vidste jo ikke om hun skulle være på det samme værelse de andre 3 år. Hun smilte lidt for sig selv med bed sig så i læben, da hun åbnede døren og håbede at hendes værelses kammerat ikke var kommet først, men det var hun. Inden for sad en ung pige på hendes egen alder med foldede ben i en meditations lignende stilling. Hun havde langt mahogni brunt hår, som var blevet flettet. Den var så lang at den noget at gå lidt rundt om hende før den hang lidt ud over sengen. Hvilket nok ifølge Violet gik pigen til knæene når hun stod op. Derudover havde hun en sort nederdel på, en hvid skjorte og en slags kappe, med hætte. Violet vidste godt hvorfor hun gik sådan klædt, fordi det var sådan brevet havde beskrevet hendes skoleuniform. Pigen havde bare allerede skiftet. Violet begyndte at tænke Hvad var det nu hun hed? Hun lukkede øjnene for at tænke bedre, men da hun åbnede øjnene igen stod pige op med ansigtet næsten helt op i Violets ansigt, hvilket fik hende til at rødme lidt ”Uhm… Hej” sagde hun Violet stille, før hun fik et prik på næsen ”Du er godkendt” sagde pigen højlydt og grinte lidt, som var hun en akavet ond person, for det var det der mwuhhaha, som man hører onde mennesker grine, men det var meget dårlig version af det. Pigen satte sig på sengen igen ”Jeg kan godt lide dit hår, det er ret specielt” Hun smilte så og kiggede på Violets tøj. ”OMG, du har ikke klædt om” Hun hoppede op fra sengen og begynde faktisk at tage tøjet af Violet uden at tænke over hvad hun ville synes om det. ”Du skal altid gå i skoleuniform her, det stod der nemlig i brevet. Og det seje ved det er at vi har en til hver dag i ugen, så vi kan slippe for lugten.” hun grinte og hev Violets bluse af, hen over hovedet på hende. ”smid dine bukser og skift til nederdelen” sagde hun smed nederdelen og skjorten hen til hende ”så henter jeg din kappe” Hun gik ud af værelset og forsvandt et stykke tid.

Violet stod tilbage i sine bukser og bh og så på døren. Selvom hun ikke kunne se rigtig for det tøj der hang over hendes hoved. ”..okay?” mumlede hun lidt og begyndte at skifte selv. Men hun følte det virkelig pinligt, for hun havde aldrig rigtigt gået i nederdel før, og det var pinligt at hun ikke havde nogen strømpebukser eller noget indenunder. ”hvorfor skal man have dette på??” råbte hun og stod helt rød i hovedet og prøvede at skjule at hun kun stod der i nederdel. Hvilket gjorde at da hendes værelseskammerat Sara kom ind igen, så begyndte hun at grine af hende. ”Helt ærligt, du ser fin ud!” råbte hun så og gav hende et klap på skulderen, hvor efter hun gav Violet kappen på.

”Glæder du dig til i morgen?” sagde hun så og satte sig på sengen. Violet havde sat sig på hug, i mens hun prøvede at trække nederdel ned så den skjulte meget, og samtidig prøvede hun at gemme sig bag kappen. ”hvad sker der er i morgen?” sagde hun nervøst ved tanken om at skolen fik hende at se i nederdel. Sara sprang op fra sengen, da hun hørte det ”der sker bare det mest fantastiske! For vi skal til vores første magi time. Eller faktisk de første 7 magi timer!!” råbte hun. Hun vidste tydeligt meget mere en Violet gjorde, hvilket fik Violet til at tænke på et ord hun havde hørt 2 eller 3 gange nu. Violet slappede lidt mere af nu og glemte hun havde nederdel på, hvilket fik hende til at rejse sig op og sætte sig i sin seng. ”Sig mig.. Sara? Ikke?” sagde Violet stille og så på hende, Sara nikkede og så også tilbage på Violet med et smil, før hun lod sig falde ned at sidde igen. ”Hvad mener de, når de siger Vildsprud?” Sara begyndte at grine. ”det betyder en person af en ikke magisk familie. Som dig selv” hun smilte venligt og satte sig i meditations stilling igen. ”Jeg er selv af en magisk familie gennem 7 generationer, men et vildsprud er en hvor der muligvis har været en, før personen selv, som har været magisk. Men det kan sagtens være mange generationer før personen selv, men samtidig kan det også være en generation før eller slet ingen” hun sukkede lidt ”det er dog ikke mange vildsprud som overlever at gå på skolen. Altså ikke ment som at de dør, men mere som personer der ikke kan klare presset og alt det nye ved deres magiske liv.” hun smilte til Violet og råbte så ”MEN DU FÅR IKKE LOV AT STOPPE!” hun grinte så og rejste sig op for at klappe hende på hovedet. Hvilket fik Violet til at tænke over hvorfor alle gjorde det. Hendes mor gjorde det, men det var jo forståeligt nok, men Jacob havde også gjort det, og nu også Sara. Det var ret underligt, var hendes karakter virkelig sådan at folk fik lyst til at klappe hendes hoved? Hun var jo ikke noget kæledyr.

Tiden gik og resten af dagen tilbragte Sara og Violet inde på deres værelse. De snakkede sammen i mens de pakkede deres ting ud. Det bestod for dem begge to mest af undertøj og bøger og notesblokke samt blyanter. Der var også nogle enkelte billeder og tegninger ind i mellem som de kunne hænge op som pynt. Men ellers så var det en let pakning, for de skulle ikke have tøj med, eller dyne/pudebetræk. Om aftenen gik de i seng og selvfølgelig faldt Sara i søvn med det samme, hun var jo vant til magi og sådan noget, men Violet selv lå bare og stirrede op i loftet i mens hun tænkte. Gad vide hvordan de andre elever er, udover Sara og Jacob? Gad vide hvordan ham der Emilion virkelig er? Og de andre? Hvad for noget magi kommer vi til at lære? Det var kun nogle af de få tanker der strøg igennem hendes hoved før hun endelig faldt i søvn.